HVORFOR KROPSTERAPI ?

I kropsterapi arbejder vi med en psykosomatisk forståelse af mennesket. 'Somatik' kommer af det græske 'somatikos' og betyder "det der har med kroppen at gøre". Psykosomatik er altså samspillet mellem de psykologiske processer og de kropslige reaktioner. Med andre ord hvordan din mentale tilstand har et kropsligt udtryk, som over tid kan blive til et aftryk. 

Den kropsterapeutiske tilgang gør det muligt at arbejde med disse aftryk selv der, hvor der ikke er ord. Måske fordi det er en erfaring, kroppen har fået, før der var sprog. Det kan være, at du ingen erindring har, eller måske kan du bare ikke forme ord for det, du mærker. Men min erfaring er, at de svar, vi har svært ved at finde ved tankens kraft, ofte kan tilgås gennem kroppens cellulære hukommelse - hvis den føler sig tryg. Vores celler husker nemlig, og det giver os flere muligheder i det terapeutiske arbejde. Eksempelvis kan man opleve, at et gammelt minde får kroppen til at reagere uden, at man selv forstår sammenhængen eller kan forme ord omkring det. 

Det autonome nervesystem

Man kan ikke tale om kropsterapi uden at tale om nervesystemet. Det er så at sige hele omdrejningspunktet. Nervesystemet består af vores hjerne og rygmarv, der forgrener sig som et kæmpe rodnet ud i hele kroppen. Nervesystemet har derfor kontakt til og indflydelse på alle kroppens organer og funktioner.

Nervesystemet har et viljestyret system og et automatisk system. Det viljestyrede vil jeg ikke gå i dybden med her. Det automatiske kaldes også for det autonome nervesystem og det styrer vitale funktioner såsom hjertefrekvens, vejrtrækning og fordøjelse. Det autonome system kan meget forenklet ses som en skala med det sympatiske nervestem i den ene ende og det parasympatiske nervesystem i den anden. Det sympatiske kender du måske som "fight or flight"-mode. Det parasympatiske er bedre kendt som "rest and digest". 

Meget forenklet kan man sige at kroppen enten er aktiveret og klar til at handle - måske endda yde en kraftpræstation - eller også er den i gang med at restituere og køre sine vedligeholdelses-programmer. Det er dog meget mere komplekst og nuanceret end det. Eksempelvis kan man godt være i ro uden at restituere, hvis kroppen er lukket ned så at sige.  

Nervesystemet fungerer som dit interne kommunikationssystem, der konstant overvåger og indsamler information om, hvad der sker i din krop og dine omgivelser. På den baggrund laver det konstant en trusselsvurdering, så det kan reagere "passende" derefter for at holde dig i live.

Traumer & traumerespons

Hvad dit nervesystem vurderer er en "passende" reaktion afgøres i overvejende grad af de oplevelser, som du har haft - særligt i de tidlige stadier i livet. Oplevelser der har været for overvældende kalder vi for traumer. Traumer er i bund og grund en prægning eller en indstilling i nervesystemet, der nu gør sig umage for at undgå lignende situationer. Oplever du noget, som overstiger kapaciteten i dit nervesystem, eller som trigger et tidligere traume, iværksættes instinktivt et såkaldt traumerespons. 

Af mulige traumerespons taler man i dag om "fight, flight, freeze - og fawn (som de færreste kender)". Fire tilstande, som dækker både det sympatiske og det parasympatiske system. At kæmpe, at flygte, at stivne eller at føje (please). Måder vi instinktivt reagerer på, når vi føler os truede. Eller rettere når vores nervesystem opfanger noget som en trussel. For oftest er det ikke noget vi nødvendigvis er bevidste om.

Din historie ligger altså indprentet i dit nervesystem og er de briller, du ser livet igennem. Mange oplever derfor også, at deres historier spænder ben for dem i voksenlivet, indtil de begynder at se på, hvilke "kodninger" de har med sig. I kropsterapien kan vi ved at studere nervesystemet få øje på, hvor indsatsen skal sættes ind, og aktivt begynde at genskabe balancen, så de historier ikke længere har (lige så meget) magt.

I forlængelse af ovenstående er det væsentligt at forstå, hvordan hjernen fungerer. Man kan opdele hjernen på forskellige måder, men ser vi på den inddeling, der spejler vores evolution, så taler man om den tredelte hjerne. 

Den inderste del af hjernen kender du måske som krybdyrhjernen. Det er den evolutionært ældste del, og den regulerer mange af de autonome funktioner og vores sanseapparat. Den midterste del er følelseshjernen også kendt som pattedyrshjernen. Her ligger det limbiske system, som styrer vores alarmberedskab via amygdala og hukommelsesarkivet hippucampus. Det yderste og nyeste lag er primathjernen også kaldet neocortex. Det er den viljestyrede del af hjernen, der huser vores bevidsthed. Den kan se sammenhænge, forstå logik, planlægge mv.

Vores kognitive forståelse sker i den mest udviklede del (neocortex), mens den følelsesmæssige og kropslige forankring sker i de biologisk ældste og mest primitive dele af hjernen. Netop derfor kan det være vanskeligt at hele traumer, hvis kroppen ikke er med i processen.

Mange går igennem lange forløb med samtaleterapi, som ikke ender med at gøre dem i stand til at skabe en vedvarende forandring. De kan forstå deres historie og det, de har oplevet, men de kan ikke slippe den. Kroppen bliver ved med at fastholde dem i de gamle mønstre. Ved at invitere kroppen med ind i terapilokalet skaber vi rammerne for, at den forandring bliver mulig.